Sogneindsamling

Sogneindsamling

Sogneindsamling

# Aktuelt

Sogneindsamling

Søndag den 8. marts 2026 går tusindvis af indsamlere på gaden over hele landet som en del af Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling. I år samler vi ind til mennesker, der er ramt af krige, klimakatastrofer og undertrykkelse – blandt andet i Gaza, Ukraine og Sydsudan.

I Gaza lever millioner med følgerne af krig og blokade. I Ukraine er konflikten nu inde i sit femte år, og mange steder i Afrika kæmper befolkningerne med konsekvenserne af ekstrem tørke og klimaforandringer, som truer både fødevaresikkerhed og fremtidshåb.
Brug 3 timer og gør en verden til forskel

”Krig, klimakatastrofer og undertrykkelse fylder mere og mere i vores verden, og det kan være svært at vide, hvordan man kan hjælpe. Derfor er sogneindsamlingen vigtig. Her i Mosede Sogn kan vi stå sammen og gøre en konkret forskel,” siger Lillian Mørch Jørgensen, indsamlingsleder i Mosede Sogn og fortsætter:

”Søndag den 8. marts bruger tusindvis af mennesker 2-3 timer på at gå en rute og samle ind. Den tid er dyrebar – ikke kun for dem selv, men for dem, der får hjælp. I Mosede Sogn vil vi også gerne hjælpe og gøre så stor en forskel som muligt. Derfor har vi brug for så mange indsamlere som muligt.”
Tid er aldrig bare tid, og penge aldrig bare penge

Tid og penge bliver til nødhjælp, klimahjælp, fødevarehjælp, psykosocial støtte og hjælp til uddannelse og iværksætteri. Hjælp, der skaber varig forandring i menneskers liv.

Pengene fra årets landsindsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i lande ramt af krige og katastrofer. I år er der særligt fokus på Gaza og Ukraine, men blikket er også rettet mod Sydsudan, hvor befolkningen kæmper med følgerne af langvarige konflikter og klimakatastrofer, der sjældent når mediernes forsider.

Helt konkret går pengene blandt andet til at sikre mad, rent drikkevand og tag over hovedet til mennesker, der har mistet alt. Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, slutter:

”Verden står over for store udfordringer, men vi kan gøre en forskel – sammen. For de mennesker, der hver dag kæmper for en bedre fremtid,” 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Mosede Kirke
  ·   Lilleholm 3, 2670 Greve
      21 17 01 03
      mosede.sogn@km.dk